Debutant med solide rødder i Beaujolais
Fortællingen om Camille Melinand er historien om sønnen der, efter at have været på eventyr ude i den store verden, vender tilbage til familiens rødder. Både i overført og direkte forstand, for det er nogle af familiens gamle vinstokke med meget dybe rødder, som Camille har sat sig for at dyrke og lave sine egne vine fra.
Camille Melinand laver sine vine fra familiens parceller i Fleurie og Chiroubles i Beaujolais på traditionel vis med så lidt intervention som overhovedet muligt. Udtrykket i vinene er rent, ærligt og uforfalsket. Hans allerførste vine er fra årgang 2018 og 2019, så hans soloprojekt er ganske nyt.
Både Camilles bror og far er vinbønder, og med en opvækst på familiens egen vingård, Domaine des Marrans, har han haft vinavl inde på livet siden, han kunne gå sine første skridt. Efter at have arbejdet i Lyon i en anden branche end vin, besluttede han at vende tilbage til Beaujolais for at komme tilbage til familiens, og dermed sine egne, rødder.
Han startede på den velansete biodynamiske vingård, Domaine Serol, i Cote Roannaise ikke langt fra Beaujolais og hans hjemstavn. Dernæst tog han på skolebænken i Beaune i Bourgogne efterfulgt af et arbejdsophold i Oregon, USA. Atter hjemme igen, begyndte han arbejde på familiens vingård, Domaine des Marrans.
Med ønsket om at lave vin i sin egen stil og udtryk, vinificerer han nu sine egne parceller, som han overtog fra familiegården. Det er vigtigt for ham at se sig selv som vinbonde og ikke winemaker eller vinproducent. Camille Melinand er først og fremmest bonde, og det er arbejdet med jorden og planterne, der har hans primære fokus.
Hans vine er rene og ærlige i udtrykket. Det er frugten og elegancen, der umiddelbart kommer først, mens det er strukturen og balancen, som gør at vinene viser sine dybe rødder.
”markant øgning af aktivitet på platform”
”en ny udfordrer på det komplicerede danske vinmarked”
”jeg vil helt sikkert handle på den måde igen”
- Ole Troelsø
”2. pladsen i bedste nye e-handelsvirksomhed 2021 og 2022”
”KOBAJ har skabt en revolutionerende ny måde at købe vin på”
- Niels Ehler